Marie

I sommeren efter jeg afsluttede gymnasiet begyndte mit hår at falde af. Det startede med, at jeg lagde mærke til, at min hårgrænse var vigende i nakken, men jeg tænkte ikke nærmere over det til at begynde med, da det var nemt at overse. Det var først, da jeg en dag  stod og redte mit hår og opdagede en bar plet på størrelse med en fem-krone, at jeg tænkte, at det var noget mærkeligt noget. Alligevel reagerede jeg ikke synderligt på det. Det var jo nemt at skjule sådan en plet, og håret ville jo ganske sikkert komme igen inden længe. Desværre var det ikke tilfældet. Mit hår fortsatte sin flugt fra mit hoved, og efter at have noteret adskillige pletter, gik jeg til min læge for at få hjælp. I første – og anden – omgang fik jeg at vide af lægen, at det drejede sig om svamp i hovedbunden. Diagnosen stillede jeg mig tilfreds med, men kunne ikke forstå, at det bare blev værre og værre. Jeg havde svært ved at få mine forældre til at tro mig, når jeg sagde, at det var slemt med hårtabet, og først den dag, hvor jeg efter at have været i bad viste min mor den klump af hår der lå i bunden af badekarret, gik det op for dem, hvor slemt det stod til.

På et tidspunkt kunne jeg ikke længere skjule manglen på hår mere. Der var ikke længere et ”sikkert” sted at lægge skilningen, og alverdens hårnåle kunne ikke hjælpe mig til at arrangere håret sådan, at pletterne blev dækket. Jeg tog derfor beslutningen om at klippe resten af.

Nu kunne jeg ikke længere tro, at det bare var svamp, der skyld i det, så nok en gang gik jeg til min praktiserende læge, som endelig gav mig en henvisning til en speciallæge. Hos speciallægen fik jeg nogle Bucky-stråler og nogle Biotin-tabletter, men behandlingen havde ingen virkning: Mit hår var fast besluttet på at forlade mig, og der gik ikke ret lang tid før det hele var faldet af inklusiv øjenvipper- og bryn.

Først dér følte jeg mig rigtig syg, for i mellemtiden havde jeg erhvervet mig en paryk, men jeg var ikke i stand til at rette op på den manglende ansigtsbehåring.

I løbet af mindre end 1 år havde jeg mistet alt mit hår.

I dag, 4 år efter mit hårtab begyndte, har jeg fået lidt hår tilbage, men det er kun i form af en hanekam, der kommer og går, så jeg har valgt at få ”Hår for Livet”, hvilket jeg er meget taknemmelig for. For mig er det den helt rigtige løsning. Derudover har jeg været så heldig at få mine øjenvipper tilbage, og senest er mine øjenbryn vendt ”hjem”. Det er næsten det bedste, for nu har mit ansigt fået noget af strukturen tilbage, i stedet for at ligne en blank flade.

Med mit eget hår.

Under forløbet. Noget hår var begyndt at vokse igen, men ikke det hele.

Lige inden det var allerværst. Jeg har stadig lidt af mine øjenbryn- og vipper tilbage.