Foreningens historie

Det første skridt blev taget i Århus i foråret 2000, hvor 4 initiativrige piger besluttede sig for at det var på tide at få pletskaldethed “ud af skabet”. Det første benarbejde resulterede bl.a. i opslag i lokale parykbutikker samt annoncering i dagspressen, så vi ved næste offentlige møde d.12/9-2000 var helt oppe på 10-11 deltagere 🙂

Det var nok til at de mere konkrete tiltag kunne sættes i værk. Der blev nedsat arbejdsgrupper til fremstilling af informationsmateriale i form af foldere og opslag, og vores første hjemmeside blev etableret.

Ved næste stormøde d.22/1-2001 vurderede vi så at grundlaget nu var skabt til en egentlig foreningsdannelse. Datoen blev fastlagt og der blev udarbejdet forslag til vedtægter og budget. Opslag blev fremsendt til hudlæger mm. samt ophængt på hudklinikker og hos læger og alternative behandlere af de mange frivillige “græsrødder” der efterhånden havde kontaktet os.

Resultatet var at den stiftende generalforsamling kunne finde sted på Åby Bibliotek d.23/4-2001.

Alopecia Areata Foreningen var en realitet !